lørdag den 28. marts 2009

"Spørg Rømer"

Husker du programmet "Spørg Århus"

Vi "genopliver" programmet som afslutning på "100 Timers Astronomi"!

Mandag d. 6.april 16-18 er et veloplagt panel af astronomikyndige kvikke hoveder klar til at besvare dine spørgsmål om alt mellem (og ikke mindst i) himmel og jord!

Undervejs underholder poetryslammeren Sternberg med et Astroslam!

Så kom og spørg!

Vores panel består af: Professor Søren Keiding, lektor Kurt Møller Pedersen, lektor Hans Kjeldsen, planetarieleder Ole J. Knudsen og forskningsadjunkt Nicolai Nygaard, alle Aarhus Universitet.

Videnskabscafé søndag d. 5.

Vi holder Videnskabscafé søndag d. 5. april 2009 kl. 19-21 med temaet:

Månelandingen 40 år

Er det mediernes skyld, at vi ikke landede på månen?

Til august er det 40 år siden Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins plantede det amerikanske flag på månen. Månelandingen var en historisk begivenhed, som også gik over i mediehistorien – alle kender Armstrongs ”It’s one small step for man. One giant leap for mankind”.

Indtil for godt 10 år siden var der ingen, der tvivlede på, at amerikanerne havde været på månen, men en række konspirationsfilm, blandt andet ” Did We Land on the Moon” fra 2001 af John Moffet, stillede sig tvivlende overfor, hvorvidt månelandingen var ægte. Konspirationsfilmene hævdede, at de kunne bevise, at månelandingen og billederne derfra i virkeligheden var optaget i et filmstudie. Takket være mange af disse konspirationsteorier tvivler en stor del af den amerikanske befolkning i dag på at månelandingen overhovedet fandt sted.

I anledningen af 40-året for månelandingen vil vi dels se tilbage på Apollo-missionen, og ikke mindst på hvordan medierne og konspirationsteoretikerne har kunnet flytte ved befolkningens syn på månelandingen. Herudover vil vi kaste et blik på hvor måneforskningen er i dag, og hvad den har at byde på i fremtiden. Videnskabscaféen har inviteret tre eksperter til en debat om månelandinger, medier og konspirationer:

Oplægsholdere

  • Frands Mortensen (professor, Informations- og medievidenskab, AU)
  • Steen Eiler Jørgensen (formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning)
  • Ole J. Knudsen (planetarieleder, Steno Museet)

Der vil blive vist filmklip fra "månelandingen".

Se også Videnskabscaféens hjemmeside (vcaf.dk)!