mandag den 30. marts 2009

Børnearragementer

Til alle børn i skolealderen er der en masse aktiviteter fra fredag til mandag.

Du har mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, bl.a.:
- at danse som planeterne
- høre om stjernerne og universet
- tegne din egen planet og alien
- kigge i en solkikkert
- spille astronomispil
- lave skuespil over stjernebilleder

Børnearrangementerne løber over ca. 3 timer følgende dage:
Fredag 14-17
Lørdag 10-13
Søndag 10-12
Mandag 10-13

Hust også, at du hver dag under hele "100 Timers Astronomi" arrangementet kan deltage i forskellige konkurrencer, bl.a. kan du deltage i "Rømers Planetløb", hvor du skal på jagt efter forskellige poster rundt omkring på observatoriet!


lørdag den 28. marts 2009

"Spørg Rømer"

Husker du programmet "Spørg Århus"

Vi "genopliver" programmet som afslutning på "100 Timers Astronomi"!

Mandag d. 6.april 16-18 er et veloplagt panel af astronomikyndige kvikke hoveder klar til at besvare dine spørgsmål om alt mellem (og ikke mindst i) himmel og jord!

Undervejs underholder poetryslammeren Sternberg med et Astroslam!

Så kom og spørg!

Vores panel består af: Professor Søren Keiding, lektor Kurt Møller Pedersen, lektor Hans Kjeldsen, planetarieleder Ole J. Knudsen og forskningsadjunkt Nicolai Nygaard, alle Aarhus Universitet.

Videnskabscafé søndag d. 5.

Vi holder Videnskabscafé søndag d. 5. april 2009 kl. 19-21 med temaet:

Månelandingen 40 år

Er det mediernes skyld, at vi ikke landede på månen?

Til august er det 40 år siden Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins plantede det amerikanske flag på månen. Månelandingen var en historisk begivenhed, som også gik over i mediehistorien – alle kender Armstrongs ”It’s one small step for man. One giant leap for mankind”.

Indtil for godt 10 år siden var der ingen, der tvivlede på, at amerikanerne havde været på månen, men en række konspirationsfilm, blandt andet ” Did We Land on the Moon” fra 2001 af John Moffet, stillede sig tvivlende overfor, hvorvidt månelandingen var ægte. Konspirationsfilmene hævdede, at de kunne bevise, at månelandingen og billederne derfra i virkeligheden var optaget i et filmstudie. Takket være mange af disse konspirationsteorier tvivler en stor del af den amerikanske befolkning i dag på at månelandingen overhovedet fandt sted.

I anledningen af 40-året for månelandingen vil vi dels se tilbage på Apollo-missionen, og ikke mindst på hvordan medierne og konspirationsteoretikerne har kunnet flytte ved befolkningens syn på månelandingen. Herudover vil vi kaste et blik på hvor måneforskningen er i dag, og hvad den har at byde på i fremtiden. Videnskabscaféen har inviteret tre eksperter til en debat om månelandinger, medier og konspirationer:

Oplægsholdere

  • Frands Mortensen (professor, Informations- og medievidenskab, AU)
  • Steen Eiler Jørgensen (formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning)
  • Ole J. Knudsen (planetarieleder, Steno Museet)

Der vil blive vist filmklip fra "månelandingen".

Se også Videnskabscaféens hjemmeside (vcaf.dk)!

onsdag den 25. marts 2009

Vind en kikkert!

Vind en kikkert!

Fra torsdag til søndag under "100 Timers Astronomi" har du mulighed for at deltage i en konkurrence om en kikkertpræmier.

I samarbejde med optikfimaet ASTRO i Aalborg (2astro.dk) udlodder vi 3 kikkerter. Søndag d. 5. april om eftermiddagen kan du møde ASTRO ude på observatoriet og se og få mere at vide om forskellige typer af kikkerter.

Vi trække lod om præmierne søndag eftermiddag.


ojk/ls

lørdag den 7. marts 2009

lørdag, den 7. marts

Vi pisker rundt for at fylde gode ting ind i tidsplanen, og det går rigtig godt, synes vi.
Vi har fået en fin sponsoraftale med firmaet ASTRO i Aalborg, som sponserer præmier til en gættekonkurrence: 1 teleskop, 1 solkikkert og 1 10x50 gummiarmeret prismekikkert.
Det bliver en flersvars-konkurrence, lidt sjov, lidt svær, og der kan afleveres svar fra vi åbner, og intil søndag aften, hvor Erik og Inge Persson fra ASTRO vil være tilstede og udtrække vinderne.
Astrofolkene kommer med en lille udstilling søndag eftermiddag, og du kan får svar på mange af dine tekniske kikkertspørgsmål, eller du kan bare kigge på.
Vi holder Videnskabscafé søndag aften fra klokken 19. Temaet er ikke helt fastlagt endnu.
Vi har allerede truffet aftale med to skoleklasser, som vil overnatte på Observatoriet sammen med os torsdag-fredag og fredag-lørdag, så der er ikke plads til flere i den forbindelse.
Den nye danske film "Den bevægede Jord" viser vi torsdag aften, og instruktøren, Lars Becker-Larsen er til stede, og vil kommentere og svare på spørgsmål.
Østjyllands Radio sender programmet Morgen på P4 fra Observatoriet fra klokken 6 til 10 fredag morgen.
Vi får jagthornsblæsere til at spille Solen ned og op - ihvertfald 3 gange i løbet af de 100 timer.
En række gode foredragsholdere har allerede sagt ja til at komme, men vi pusler stadig med programmet.
Vi slutter de 100 timer med at genoplive gode gamle "Spørg Århus", til lejligheden omdøbt til "Spørg Ole Rømer". Du kan komme med dine spørgsmål om astronomi i hele perioden, eller du kan skrive dem her på bloggen. Svarerne er festlige folk, så du må også gerne spørge på en sjov eller alternativ måde. Til slut lægger vi alle spørgsmål og svar ud her også.

Der er nogen, der har spurgt, om man kan forudbestille plads til foredrag eller til børnearrangementerne, og vi har overvejet sagen nøje! Der bliver ingen pladsbestilling. Vi har plads til ca 40 personer til foredragene, og til ca 30 børn til hvert af de i alt 5 børnearrangementer, så vi håber på forståelse fra Jer gæster, hvis der ikke er plads første gang I møder op.

I midten af uge 11 håber vi at have tidsplanen helt klar. Den kan findes via linket i den forrige blog.

Vi glæder os til at se jer alle sammen.

Ole og Laura

onsdag den 18. februar 2009

onsdag, den 18. februar 2009.

Vi har en foreløbig plan klar for forløbet af de 100 timer. Den kan sagtens nå at ændre sig meget endnu; blandt andet overvejer vi at holde en Videnskabscafé lørdag eller søndag aften.
Vi har også et godt bud på en skoleklasse, som kunne tænke sig, at overnatte på Observatoriet fra torsdag til fredag, og vi er ved at overveje forskellige muligheder for foredragsholdere.

Du kan downloade den foreløbige plan som .pdf fil her: tidsplan 1

Indtil videre har både Folkeuniversitetet i Århus og Århus Universitetsforlag tilsagt, at de meget gerne vil være med i arrangementet, og vi får også raketbyggeLEGOklodser fra Datalogisk Instituts LEGO-lab.

ojk

fredag den 13. februar 2009

100 Timers Astronomi på Observatoriet

Et af Steno Museets bidrag til Det internationale Astronomiår 2009 er, at vi deltager i det verdensomspændende arrangement 100 Hours of Astronomy, eller på dansk 100 Timers Astronomi.

Der bliver masser af aktivitet i det gamle Observatorium: astronomilege, foredrag, se på stjerner, nattefilm, konkurrencer, familieforedrag, astroslam, nat på Observatoriet, mørkefortællinger, se sikkert på Solen, Spørg Århus om astronomi, ...

Steno Museet i Århus har tre afdelinger: Selve museet med naturvidenskabshistorie, medicinhistorie og et planetarium, Væksthusene i Botanisk Have og Ole Rømer-Observatoriet i Højbjerg. Steno Museet er en del af Det naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.

Vi er i fuld gang med planlægningen af marathonarrangementet på Ole Rømer-Observatoriet.

"Vi" er planetarieleder Ole J. Knudsen, som er ansat på Steno Museet, og Laura Søvsø Thomasen, som er ansat som en af 4 forevisere på Observatoriet.

Her kan du finde mere om astronomiåret, om museet og om os:

www.100hoursofastronomy.org/
www.astronomi2009.dk/
oro.phys.au.dk/
www.stenomuseet.dk
person.au.dk/ojk@si

Vi fortæller i denne blog hvad der sker af fremskridt i projektet, og når de 100 timer oprinder, bliver bloggen til en gæstebog for arrangementet.
Hvis du har spørgsmål til os, er du velkommen til at skrive dem her.

Ole og Laura 20090213.